Området

Andalusien er den sydligste region i Spanien og dækker et område på knap 87.000 km2 og har en befolkning på knap 8,4 millioner. Regionens hovedstad er Sevilla og består desuden af provinserne Almería, Cádiz, Córdoba, Huelva, Jaén, Málaga og Granada.

Udover de mange lækre strande, så består regionen inde i landet af store flotte bjerglandskaber, hvor det mest kendte er den berømte Sierra Nevada, som udover storslået natur også byder på et topmoderne skiresort.

Klimaet i Andalusien finder man nok ikke bedre i hele Europa med gennemsnitligt 300 solskinsdage om året.

Marokko

Prøv eventuelt at tage en heldagstur til Tanger i Marokko eller kombiner med en overnatning eller 2. Prøv det berømte marokkanske køkken og eventuelt en tur i Medinaen, hvor man kan købe alverdens produkter.

Alhambra

“Det røde slot” som Alhambra betyder på arabisk ligger i Granada og er Spaniens største turistattraktion. Et imponerende bygningsværk bygget i maurisk stil, som har har været UNESCO´s verdensarvliste siden 1984. Man bør booke billetter på forhånd for at være sikker på at få adgang til slottet.

Gibraltar

Kun 25 minutters kørsel sydpå langs kysten ligger den berømte klippe, som er et nærmest must at besøge, hvis man ikke har været der før. Gibraltar er en gammel engelsk forsvarsbastion, som trods mange spanske protester gennem tiderne, stadig hører under den engelske trone.
Man parkerer bilen på den spanske side i byen La Linea, og når man så har passeret paskontrollen går man over landingsbanen ned mod byen. Tag eventuelt en drink eller bid mad på det hyggelige Grand Casemates Square eller fortsæt videre op mod gågaden, hvor du finder masser af butikker og pubs, præcis som i enhver engelsk provinsby.
Man bør absolut også prøve at tage en tur op til toppen af den 426 høje klippe, hvorfra du kan opleve den fantastiske udsigt og selvfølgelig møde masser af de berømte, men også til tider nærgående aber.
Køb eventuelt en kombitur hos en guide nede i gaden, som kører jer op til toppen med stop undervejs, blandt andet ved det imponerende grottesystem, som man også kan opleve.
Alternativt kan man tage gondolen op til toppen, hvilket dog er ret dyrt i højsæsonen.

Puerto Banus

25 minutters kørsel i nordlig retning, bringer dig til den eksklusive havn Puerto Banus, som er de riges legeplads. Her kan man se masser af dyre biler, kæmpestore lystyachts, eksklusive butikker samt masser af barer, klubber og restauranter.
Bortset fra de eksklusive mærkevarebutikker, så er prisniveauet på de fleste barer og restauranter ganske overkommeligt.
Det er absolut et besøg værd, især i sommermånederne.

Estepona

Ca. 15 minutters kørsel fra Manilva ligger den lidt større og hyggelige by Estepona, som er kendt af især mange skandinaver.

Her kan man finde lidt for enhver smag. I den ene ende af byen finder man marinaen med masser af små cafeer, restauranter og barer og til tider også lokale markeder.

I den centrale del af byen finder man masser af lokale butikker og små hyggelige gågader og torve med rigtig mange lækre restauranter.

Skal der handles ind, så kan man tage til det kæmpestore supermarked Carrefour, som sælger nærmest alt hvad hjertet begærer. Her kan man også finde diverse skandinaviske eller engelske produkter, hvis man skulle savne noget hjemmefra.

Ronda

Denne historiske by, som ligger i knap 700 meters højde, er bestemt også et besøg værd. Nyd den smukke tur ind i landet, som tager cirka en time til halvanden afhængig af trafikken op mod byen. Man parkerer i udkanten af byen, følger gågaden ned mod den fantastiske og berømte bro Puente Nuevo. Besøg eventuelt også den berømte tyrefægterarena eller tag en slapper på et af de mange torve og pladser.