Aktiviteter

Vandretur på El Caminito del Rey

Dette kaldes også for Kongestien. Prøv en helt igennem fantastisk vandretur, hvor man blandt andet går på smalle klippestier ved El Chorro kløften. Turen er på ca 8 km og tager dig igennem et fantastisk landskab og flotte hængebroer i op til 100 meters højde. Det anbefales at bestille billetter til dette i god tid.

Læs evt mere om dette på den officielle hjemmeside Plataforma Oficial de reservas Caminito del Rey

Shopping

Hvis man er til markeder, så kan man hver fredag besøge det lokale marked i Sabanillas, som ligger nede på strandpromenaden i nærheden af rundkørslen ved Lidl. Her kan der primært købes tøj, krydderier, frugt og grønt, eller man kan også bare sidde ned og få en kold drink eller en is. 

Markedet er åbent fra ca 10:00 til 15:00 hver fredag.

Der er også et par markeder i Estepona. Om søndagen er der et i havnen og om onsdagen er der et i tyrefægterarenaen.

La Cañada Shopping Center

I retning mod Estepona ligger det store shoppingcenter, La Cañada, hvis man er til shopping under køligere forhold. Her finder du alle de store kendte butikker.

Bådture

Kunne I tænke jer at tage ud at se på delfiner, fiske eller måske bare snorkle, så tag en tur ned i Puerto de la Duquesa og få en snak med en af de lokale bådoperatører, som så nok skal kunne sammensætte en tur efter jeres behov til overkommelige priser.

Bena Havis vandre- og svømmetur

Hvis man er til lidt fysisk udfoldelse kombineret med den skønneste natur, så tag en tur til Bena Havis, som er en flod/vandløb, som skærer sig gennem klippelandskabet.

Man stiller bilen ved den store parkeringsplads og så går man de sidste ca 1,5 kilometer op ad vejen til starten, hvor man kan springe fra klipperne ned i et vandhul, hvis man har mod på det. Hvis ikke, så kan man bare begynde at bevæge sig ned ad floden i sit eget tempo. Det skifter hele tiden imellem med passager, hvor man på lavt vand skal forcere små og store klippestykker og dybere passager, hvor man skal svømme gennem smalle passager med høje klippevægge på begge sider.

Dette er en helt unik oplevelse, som man bør unde sig selv, hvis man er til den slags. Det anbefales kraftigt at have svømmesko på eller måske bare et par gamle gummisko og måske også en t-shirt eller lignende, da man kan risikere at være ude i solen i lang tid.

Alt i alt en super oplevelse, og så er det endda gratis og kun ca 25 minutters kørsel fra lejligheden.

Golf

Er man til golf, så er den spanske solkyst nærmest plastret til med et utal af lækre golfbaner. Hvis man ikke selv booker noget hjemmefra, så findes der i lejligheden en prisoversigt fra den lokale golfagent over samtlige af områdets golfbaner, som er billigere end at booke direkte selv gennem klubben. Ring til dem for at booke en tid eller tag ned og besøg dem i deres lille butik i den lokale havn Puerto de la Duquesa.